antipyrine antipyrine
Nikolaj Zeuthen: Nigeriabreve

Nikolaj Zeuthen: Nigeriabreve

160 DKK
Fremtiden kommer. Og den vil gå ind i ordene, drikke vand og vokse sig enormt stor og sygeligt gul. En udfordring bliver det. Vi behøver hjælp til at klare os i det kommende. Vel vidende at poesien er endestationen, tager Nikolaj Zeuthen opgaven på sig. Vel vidende at vi står og sparker til småsten og ikke har en skid at sige til hinanden. Vel vidende at klippekortet er alt, alt for nusset til at komme ind i automaten.

Med sin ottende bog Nigeriabreve udforsker Zeuthen endnu engang det koksede og det urenes æstetik. Det er breve i små stakke, skødesløst skubbet ud under en halvrådden dør. Er du også en af dem der faldt i søvn til Vild med dans og internettet? Så bøj dig ned, grib om disse breve og læs!

Nigeriabreve er Nikolaj Zeuthens ottende bog siden debuten Oliebål fra 2009. Senest er udkommet novellesamlingen Slavedrengen Miku (2014) og mest kendt er nok romanen Verdensmestre fra 2010. Ud over de vanlige litterære genre har Zeuthen budt på rørende scener i dramaet Voksenfest, satiriske streger i tegneserien Hvad synes du om dansk litteratur? og ikke mindst krænget foruroligende på scenekanten med bandet Skammens vogn, der har flere plader på samvittigheden.

Nigeriabreve udkommer d. 3. december.
– bogen kan forudbestilles til specailpris 100,- (normal pris 160,-) frem til udgivelesdatoen

Bogreception sammen med Mads Mygind d. 28. november kl. 16:00 på Musikmag, Jægersborggade 43, København.

Nigeriabreve
Nikolaj Zeuthen
Antipyrine, 2015

tilrettelægelse: Mathias Kokholm
tryk: Specialtrykkeriet Viborg
isbn: 978-87-93108-11-0

1. udgav, 1. oplag
48 sider, 160 kr.