antipyrine antipyrine
Mogens Otto Nielsen: Den dynamiske violin

Mogens Otto Nielsen: Den dynamiske violin

60 DKK
Mogens Otto Nielsen (f. 1945) har siden slutningen af 60’erne opereret med sin helt egen infrastruktur som kunstner, gennem internationale netværk som fluxus og mail-art, samt gennem sit eget imaginære museum eller frie universitet Atmosphere Controlled. I 1970’erne var han en væsentlig energi i forlaget Edition After Hands satsninger med alternative udgivelsesprojekter og forbindelser mellem kunst, litteratur og teori. Selvstændigt udgav han to mapper med løse blade i serien Edition After Hand og kassettebåndet Den dynamiske violin (1977), og bidrog til kollektive projekter med digteren Dan Turèll og forlagets grundlægger, kunstneren og digteren Henrik Have.

Mogens Otto Nielsens arbejder er et totalt kaotisk arkiv over alle tænkelig medieformer, hvad enten det er de store formater som film og lyd eksempelvis eller diminutive størrelser som stempler og løsblade. Oftest er det faktisk det forhåndenværende søms princip, en sensibilitet i og for hverdagens materialer og formationer, der definerer praksis. Således bliver sne i haven, huller i asfalten og myrer på terrassen gjort til ”medier” eller real-materiale i et output der sjældent har sin primære identifikation med en idé om at være værk.

Båndet den Den dynamiske violin er et stykke hverdagspsychedelia i tråd med William S. Burroughs diktum »Anything that can be done chemically can be done by other means«. Udgivelsen er måske i højere grad en lydlig dokumentation af en serie performances end et egentligt lydværk, om end det har stærke kvaliteter som hallucinatorisk kompositionsmusik med gedigne elementer af real-lyd og støj. Lydsiden består bl.a. af optagelser af fluer og fugle, hjemmebyggede instrumenter og en violinbue der kan stryges på hvad som helst, hvilket bliver til følgende stykker: ”Den dynamiske violin”, ”Musik for fluer”, ”Stykke for hund og middagskoncert”, samt ”Een dags pilefløjte”.

Genudgivelsen af Den dynamiske violin er blevet til på opfordring af Institut for Dansk Lydarkæologi og udgives i samarbejde med forlaget Antipyrine der arbejder med forlaget Edition After Hands (1973-2014) arkiv og bagkatalog i udgivelsesserien After Hand Archive.