antipyrine antipyrine
Claus Handberg: IND KOMMER ALLE

Claus Handberg: IND KOMMER ALLE

160 DKK
Udøvende kunstnere forventes at holde sig til en disciplin. Det forvirrer og slører, når en oprørsk sjæl nægter at lade sig indordne og frimodigt bevæger sig ind på fremmed territorium. Det kræver vovemod og en god portion fandenivoldskhed at overskride de usynlige, men massive barrierer, der findes mellem de kasser, det er så praktisk at putte de enkelte kunstnere i.

Begge dele besidder digteren og sangskriveren Claus Handberg heldigvis. For ham er digtning og sangskrivning to alen af et stykke, selvom han både respekterer og forstår forskellene: ”Poesi er på en og samme gang en både friere og strammere disciplin”, fortæller Handberg, ”hvor sangskrivningen kalder på et mere direkte sprogligt udtryk, der i bedste fald går lige i lytteren. Naturligvis hjulpet på vej af det musikalske, der som bekendt altid når øret først.”

Claus Handberg debuterede i 2001 som digter med samlingen 320 pund og siden har yderligere tre digtsamlinger konsolideret hans ry som en af rigets mest sprogbevidste og udfordrende lyrikere. Parallelt hermed har han plejet en karriere som sanger/sangskriver, hvilket i 2009 resulterede i albummet In a Sense, hvilket fik en anmelder til at udbryde, at ”Handberg absolut har orden i sagerne”, og at ”de afdæmpede, eftertænksomme sange” afsynges med ”en fin, lidt nasal og småhæs stemme.”

Siden er der sket en kolossal udvikling med Handbergs sangskrivning. Ikke mindst fordi han på sin ny lp, Ind kommer alle, udtrykker sig på det sprog, han som digter så overlegent har bevist han mestrer. Teksterne kredser om kærligheden og eksistensens kår i en tid, hvor det kan være svært at få øje på lyset for enden af tunnelen. Ikke desto mindre insisterer den syngende på de ”følelsernes værdi”, som der synges så smukt om på sangen ”Højt og Lavt”.

Ind kommer alle besidder fra først til sidst en såvel sproglig præcision som emotionel dybde, man sjældent møder i dansk populærmusik. Tilsat vidunderligt underspillede melodier, iklædt en mættet minimalistisk produktion og afsunget med en så tilbagelænet intensitet, at man skulle tro, at manden stod i ens stue.

”Jeg skylder Jens Hein, som er den eneste anden musiker på pladen og min co-producer på projektet, en tak så stor, at det næsten er latterligt,” siger Handberg. ”Han har i sjælden grad forstået, hvad det er sangene handler om og mine intentioner med dem. Det har været et lykkeligt og frugtbart samarbejde, som jeg er utrolig stolt af. Hver en tone og hvert et ord tæller, præcis som på de plader jeg selv holder af.”      

Tag godt imod Ind kommer alle – det er lyden af et menneske på godt og ondt, uden filter, og selvynk, men lysende klar på, at mørket ikke må få overtaget. Resultatet er blevet en af de mest dybtstikkende, udfordrende og imødekommende dansksprogede udgivelser længe hørt.

Ind kommer alle
Claus Handberg
– Jens Hein
Antipyrine, 2016

Produktion: Jens Hein og Claus Handberg.
Mix: Poul Møller
Master: Mads Bordinggaard
Grafisk tilrettelæggelse: Karen Wisbech West
Forside og bagside fotos: Helle Byrrisen Bjerregaard